HISTORIEN OM REERSØ OG KROEN

​Skæbnen har skånet Reersø for de store brande, der ellers har hærget de fleste af vore landsbyer i ældre tid. Åben ild, stråtage og meget let antændeligt materiale, ikke mindst tætte lag af edderkoppespind, bevirkede, at katastrofen så at sige hængte over hovedet på folk døgnet rundt. Men på Reersø har man haft den lykke, at kunne bevare en landsbybebyggelse med ensartet præg op til vor tid. Det var den gamle danske byggeskik, at bygge gårde og huse så tæt sammen, at de dannede en lun og tryg kerne omkring landsbygaden.

Med stavnsbåndets ophævelse og de følgende landboreformer, som betød udskiftning af jorderne, flyttede bønderne overalt i landet gårdene ud midt på eller i udkanten af deres jordlodder. Nogle steder skete det omgående, andre steder langsommere, efterhånden som der forekom generationsskifte, ildsvåde eller andre begivenheder, som greb ind i tilvante forhold. På Reersø slog udskiftningen aldrig igennem, måske især fordi jorderne var af så varierende bonitet, at det ville være næsten umuligt at yde rimelig, endsige fuld retfærdighed overfor alle på øen.

Det har sin naturlige baggrund, at man på Reersø kalder sig »øen«. Det er geografisk set en ø. Ganske vist er den landfast med Sjælland, men det er af historisk set ny dato. Helt op til vor tid gjorde vandet skel mellem de to øer, og det har nok været medvirkende til den selvstændighed, der altid har været karakteristisk for øens beboere.

I tidens løb dannede der sig en landtange, som efterhånden kunne befares med hestekøretøjer, selv om tangen ofte blev overskyllet. En husmand fra Løve fortalte om den 5. september 1800, at han havde kørt gennem Gnibeleddet. (Det markerede grænsen til øen, og var et led i gærdet mellem på den ene side Reersø, på den anden side Dalby og Vindehelsinge). Her stod vandet ifølge husmanden helt op til vognbunden, men ifølge et vandmærke kunne det ses, at vandet kunne stige mindst l,5 alen mere. Helt op til dette århundrede var det almindeligt, at sådanne overskyllede landtanger blev benyttet som kørevej fra det faste land til små beboede øer, og sådan var det også til Reersø.

Reersø er på ca. 1100 tønder land. Så tidligt som i ældre stenalder var øen beboet. Rester af bopladser findes mange forskellige steder. På Draved er fundet pile- og spydspidser, der viser, at det var skovland, hvor beboerne gik på jagt. Det formodes, at den første egentlige bondebefolkning var bosat på Ornum, men efterhånden som agerbruget blev mere effektivt og krævede større arealer, flyttede familier til Reersø, hvor der var både mere ledig og bedre jord end nærmere det tætbebyggede Ornum.

Ifølge Kong Valdemars jordebog (1251) var en væsentlig del af Reersø i kongens eje, men i den følgende tid gled denne ø og meget andet land kongen af hænde. Dronning Margrethe den Første (1353-1412), der styrede Danmark fra 1376 til sin død, samlede ikke alene Norden, men også kongemagtens tidligere ejendomme og opsporede dens gamle fordringer. Dermed konstateredes, at Ornum var Reersøboernes selveje, og anerkendelsen heraf kan være anledningen til sagnet om, at dronningen skænkede øen 16 lodder på Ornum. Hun gav i øvrigt Reersø store lempelser med hensyn til afgifter på grund af indbyggernes fattigdom.

I 1651 beskrives øen således:

»Reersø (Rethersø), som er en insel, hvortil man dog kan køre med heste og vogn, derpå er 16 bønder, som have hver 2 pd. skyld gæsteri som nu gates, de give ingen korntiende, hverken til kongen (hvis tjenere de ere alene), kirken eller præsten, deres forfædre for mere end 400 år siden har fået privilegier udi dronning Margrethes tid, højlovlig ihukommelse, at de skulle være fri for kornlandgilde og pengetiende, fordi landet var da for skov og krats skvid ikke tjenlig til andet end fægang og fiskeri, men nu er skoven borte uden en liden lund, så landet er nu bart og bruges nu, den halve part til pløjning, og den anden til fægang, alligevel får hverken præsten eller kirken tiende af disse 16 gårde«.

På Dronning Margrethe den førstes tid lå Reersø under Kalundborg slot, senere under Antvorskov. 1658 overdrog Frederik den Tredje Reersø og Sæbygård til rentemester Henrik Muller som afbetaling på et lån. Skiftende herremænd anfægtede øens privilegier, men beboerne evnede at holde stand, et temmelig enestående eksempel her i landet. Efter landboreformerne købte de den 23. juni 1801, for 12.936 rigsdaler og 4 skilling, øen til ejendom og fik 1802 foretaget synsforretning og udstedt erklæring om, at Reersø var bedst tjent med at blive i fællesskabet og drive jorderne på samme vis som indtil da.

Reersø er et dejligt sted hvor man finder en skøn badestrand, en hyggelig havn og et særpræget museum. På Reersø har man formået at holde det gamle idylliske miljø med smukke gamle bindingsværksgårde samlet midt i byen, en køn gammel kirke, og overfor kirken ligger kroen der er over 300 år gammel, nemlig »Reersø Kro«. Kroen er selvfølgelig også bibeholdt i den gamle stil. Der er gode faciliteter for ældre og handicappede, og gode P muligheder for busser. Der er mødelokaler, selskabslokaler og dansehal op til 140 personer. Desuden hyggelig overdækket gårdhave hvor man kan få grillmad om sommeren.

Ring til os hvis De skal have fest, eller De skal planlægge Deres udflugt.

Venlig hilsen

Reersø Kro

CVR: ​28896778

Strandvejen 46, Reersø

4281 Gørlev

Tlf. 58 85 90 22

Email. info@reersoekro.dk

KonTrolrapport

FInd smiley ordning​ på REERSØ KRO her

På Reersø har man formået at holde det gamle idylliske miljø. Kroen er selvfølgelig også bibeholdt i den gamle stil.  Vi har en hyggelig overdækket gårdhave hvor man kan få grillmad om sommeren.

Ring til os hvis De skal have fest, eller De skal planlægge Deres udflugt.

Vi er blevet vurderet til 5,9 ud af 10 stjerner baseret på mere end 10 anmeldelser på Trustpilot