Skæbnen har skånet Reersø for de store brande, der ellers hærgede de fleste danske landsbyer i ældre tid. Åben ild, stråtage og tætte lag af edderkoppespind, betød at katastrofen så at sige hængte over hovedet på folk døgnet rundt. På Reersø har man været forskånet for brande og derfor kan man stadig besøge den gamle bydel, hvor gårdene dannede en lun og tryg kerne omkring landsbygaden.
Reersø var en ø
Reersø er geografisk set en ø, der ganske vist er landfast med Sjælland, men det er af historisk set af nyere dato. Helt op til vor tid gjorde vandet skel mellem de to øer, hvilket formentlig har været medvirkende til den selvstændighed, der altid har været karakteristisk for øens beboere. Med tiden dannede der sig en landtange, der kunne befares med hestekøretøjer, selv om tangen ofte blev overskyllet og ifølge et vandmærke kunne det ses, at vandet kunne stige mindst 1,5 alen. Helt op til dette århundrede var det almindeligt, at sådanne overskyllede landtanger blev benyttet som kørevej fra det faste land til små beboede øer, og sådan var det også til Reersø.
Jagt og fiskeri
Reersø er på ca. 1100 tønder land og har været beboet siden den ældre stenalder, hvor man ernærede sig ved jagt i skovene. Sidenhen ernærede man sig ved agerbrug og fiskeri fra fladbundede pramme.
Ifølge Kong Valdemars jordebog (1251) var en væsentlig del af Reersø i kongens eje, men i den følgende tid gled øen kongen af hænde. Dronning Margrethe 1 (1353-1412), der styrede Danmark fra 1376 til sin død, samlede ikke alene Norden, men også kongemagtens tidligere ejendomme og opsporede dens gamle fordringer.